Om Refleks

Om Refleks

Siden vores start den 1. januar 2019 har vi hos Refleks arbejdet målrettet på at støtte ledige borgere tilknyttet Jobcenter Gentofte. Selvom meget har ændret sig, er vores fokus på at hjælpe disse borgere forblevet det samme – og det vil det også være i fremtiden.

 

Refleks er et frivilligt tilbud faciliteret af Jobcenter Gentofte, der hjælper ledige borgere på en ny måde. Vi inspirerer, viser muligheder og gør det muligt at søge jobs digitalt. Vores platform er en del af et paradigmeskifte i beskæftigelsesindsatsen, der bygger på empowerment. Vi tror på, at borgerens jobmål skal tage udgangspunkt i egne ressourcer og ønsker, og at dette motiverer til, at den ledige tager ejerskab over sit eget forløb. Med den rette støtte, vejledning og vores rekrutteringsplatform kan mennesker hurtigere blive en del af fællesskabet på arbejdsmarkedet.

 

Siden 2019 har Refleks fokuseret på fleksjobbere, men den 1. oktober 2024 markerer en ny milepæl med lanceringen af version 2.0. Denne opdaterede version udvider konceptet til at inkludere jobsøgere i alle målgrupper, herunder borgere på kontanthjælp, i jobafklaringsforløb, fleksjobs og unge under 30 år. Derudover vil der også være virksomhedspraktikker til borgere i ressourceforløb eller jobafklaringsforløb, hvor erhvervsevnen skal afklares.

 

Den tryghedsbaserede jobsøgning

Refleks er en lukket platform, der er frivillig at deltage i og giver mulighed for den grad af anonymitet, man ønsker. Der overføres ikke persondata, antal jobsøgninger, login-registreringer eller lignende fra Refleks til jobcenteret. Det betyder, at jobsøgning på Refleks ikke registreres i den lovpligtige indsats for ledige.

 

Altid tilgængeligt

Borgerne kan nu sidde hjemmefra og engagere sig i deres jobsøgning, når de er mest motiverede og har overskud – uanset tidspunkt på døgnet. Under corona-perioden, hvor den danske beskæftigelsesindsats blev suspenderet, var Refleks stadig aktiv, og der blev etableret adskillige jobs i Gentofte Kommune.

 

Tilgængelighed: Design og kernefunktioner

Refleks er designet med fokus på tilgængelighed for alle. Vores designere har lagt stor vægt på brugervenlighed for alle aldersgrupper og minoriteter, herunder personer med synshandicap og nedsatte læsefærdigheder.

 

Hjælper flere tilbage i arbejdsfællesskabet

Med Refleks hjælper vi flere sårbare borgere tilbage i arbejdsfællesskabet på en måde, der styrker deres empowerment og egen motivation for jobsøgning. Vi arbejder for en individuel indsats, der tager udgangspunkt i den enkeltes behov og ønsker.

 

Vil du høre mere?

Kenneth Pallier
Virksomhedskonsulent
Gentofte Kommune
Erhverv, Beskæftigelse & Integration
Telefon: 23 99 49 99
e-mail: kpa@gentofte.dk